En ny undersøgelse fra IBOS viser, at unge med synshandicap klarer sig markant dårligere på deres uddannelser, hvis de ikke får hjælp og støtte. 30-årige Amer Biro fik en udredning hos IBOS og klarer sig nu godt på sit ingeniør-studium.
Amer Biro læser til diplomingeniør på DTU, hvor han studerer softwareteknologi. Han er blind på højre øje og har kun 20 procent syn på sit venstre øje. De synsmæssige udfordringer har været årsag til mange barrierer i hans skoletid.
– Jeg sad altid så tæt som muligt på underviseren og tavlen, både i folkeskolen og gymnasiet. Men jeg havde stadig svært ved at se, hvad der stod på tavlen. Så jeg tog billeder med min telefon, hvis jeg vurderede, det var meget nødvendigt. Så kunne jeg forstørre det på min telefon og se, hvad der stod. Jeg søgte ikke om hjælp, fx synskompenserende hjælpemidler, da jeg ikke ville være anderledes. Jeg ville vise de andre, jeg var normal. Men da jeg senere startede på et adgangskursus til DTU, så var det umuligt at følge med. Og det blev endnu sværere, da jeg startede på diplomingeniør-uddannelsen for her var der endnu større lokaler – forelæsningssale. Så afstanden var lang til tavlen. Der var ingen anden mulighed, end at få en udredning hos IBOS og tage imod al den hjælp og støtte, jeg kunne få. Ellers ville jeg ikke kunne gennemføre uddannelsen, fortæller Amer Biro:
– Jeg fik blandt andet en iPad allerede under adgangskurset, så jeg kunne downloade bøgerne og tage noter, og da jeg startede på uddannelsen fik jeg et tavlekamera. Tavlekameraet har været en kæmpe hjælp. Lige pludselig gjorde det ikke en forskel, om jeg sad på første eller bagerste række. Jeg kunne stille kameraet stabilt på bænken og dreje kameraets hoved, så det peger mod tavlen. Nu kan jeg både optage, tage skærmprint og zoome ind på tavlen på min computer. Hvis jeg ikke havde haft tavlekameraet, så havde jeg ikke kunnet bestå mine kurser. Prøv at forstil dig, at du kun kan lytte, mens en underviser fortæller om en matematisk formel eller en kode. Det er jo umuligt at følge med og forstå, forklarer Amer Biro, og siger stolt:
– Efter jeg har fået hjælp og støtte, klarer jeg mig godt på uddannelsen. Jeg har bestået alle kurser og lige nu venter jeg bare på de sidste karakterer her på 2. semester. Og dem glæder jeg mig til at få.
Læs mere om IBOS’ undersøgelse
Hvis du vil vide mere om IBOS’ undersøgelse, så læs artiklen ’Ny undersøgelse om unge med handicap og studie: Kompensation virker!’ her.